Det sker som regel, når man allermindst venter det. Eller når de andre er gået ned under jorden for at tisse.

Vi mødte en Free Hugs kampagne i Paris. Det gjorde mig glad, at se det praktiseret i virkeligheden og jeg tror faktisk, at Gustave Eiffel ville have været stolt over, at fænomenet optrådte under hans monument af stål og højdeskræk. En kontrast, som man kun ser det i Paris.

De havde aftalt det. Det er jeg sikker på, for det var en større gruppe af Free-huggere samlet på ét sted. De var krævende og folk var undrende.

Selvfølgelig skulle vi have et kram. Anne-Mette slap. Det må man gerne, når man er 10 år og lidt genert. Men vi andre fik et. Camilla under lidt overtalelse. Jeg løb i armene på en lettere overrasket kampagnedeltager. Bagefter var jeg glad og syntes i op til flere minutter, at mennesket nok i bund og grund er kærligt – og med flere af denne slags kampagner, ja, så skal Verden såmænd nok bestå.

Måske man skulle prøve det samme i Bredballe-centret.? Hvis man kan komme til for BMW’ere.